Egernet i de danske skove – et lille, livligt og fascinerende dyr
Der er noget særligt ved at få øje på et egern i skoven. Måske sidder det på en gren med halen bøjet hen over ryggen, mens det betragter os med sine mørke, nysgerrige øjne. Måske piler det hen over skovbunden, forsvinder op ad en træstamme og dukker op igen højt oppe mellem grenene. Og måske er vi heldige at komme så tæt på, at vi kan betragte det lille dyr i flere minutter, før det pludselig sætter af og forsvinder. Det er et af de øjeblikke, hvor en almindelig skovtur bliver til en lille oplevelse, som vi husker bagefter.
Egernet er et af de dyr, der har en særlig evne til at vække vores interesse og glæde. Det er nuttet, hurtigt og fuldt af liv, men samtidig et vildt dyr med sine egne vaner, behov og hemmeligheder. Selvom vi ofte forbinder det med den røde pels, de små ører og den store, buskede hale, gemmer der sig en spændende naturhistorie bag det velkendte udseende. Egernet er nemlig ikke blot et charmerende indslag i skovens landskab, men også et dyr, der har tilpasset sig livet i træerne på en imponerende måde.
For mange mennesker er mødet med et egern forbundet med gode minder. Det kan være et barn, der for første gang ser et egern springe fra gren til gren, eller en voksen, der på en stille gåtur pludselig opdager en lille skikkelse mellem træerne. Måske står man et øjeblik helt stille for ikke at skræmme dyret væk. I sådanne situationer bliver naturen nærværende, og vi mærker, at der findes en verden lige omkring os, som vi ikke altid lægger mærke til i en travl hverdag. Vi behøver ikke rejse langt eller opsøge sjældne dyr for at opleve noget fascinerende. Nogle gange skal vi blot sætte tempoet ned og se os omkring.
Det danske egern tilhører arten Sciurus vulgaris, som også kaldes almindeligt egern eller europæisk egern. Det er en gnaver, og selvom det kan virke næsten eventyrligt med sin buskede hale og sine små ører, er det et helt naturligt medlem af den danske fauna. Et voksent egern har typisk en kropslængde på omkring 20 centimeter, hvortil kommer den lange hale, som ofte måler mellem 15 og 20 centimeter. Vægten ligger som regel på nogle få hundrede gram. Det er altså et forholdsvis lille pattedyr, men dets evner til at bevæge sig i træerne er imponerende. Med stærke bagben, skarpe kløer og en fremragende balance kan det bevæge sig gennem skovens grene med en sikkerhed, som de færreste andre pattedyr kan matche.
Når vi ser et egern sidde på en gren, kan det virke afslappet og næsten dovent. Men lad os ikke lade os narre. Det er et dyr med hurtige reaktioner, en veludviklet balanceevne og en stor evne til at orientere sig i sine omgivelser. Det kan springe fra gren til gren, løbe op ad træstammer og bevæge sig med stor sikkerhed gennem trækronerne. Det kan endda løbe med hovedet nedad langs en træstamme, fordi dets kløer og bevægelige bagben giver det mulighed for at få godt fat i barken. Halen hjælper med at holde balancen og styre bevægelserne, mens de stærke bagben sørger for kraften i springene. Det er næsten, som om egernet har en indbygget fornemmelse for, hvor det skal sætte sine fødder.
Når vi taler om egern i Danmark, er det vigtigt at skelne mellem forskellige arter og forskellige farvevarianter. Det almindelige egern kan nemlig have en pels, der varierer betydeligt fra dyr til dyr. Nogle har en tydeligt rød eller rødbrun pels, andre er mere brune, mens nogle næsten er helt sorte. Det betyder ikke, at vi har flere forskellige egernarter i Danmark, blot fordi dyrene ser forskellige ud. Det er som regel den samme art, der optræder i forskellige farver. Farven kan variere efter blandt andet arv og geografisk tilhørsforhold, og derfor kan to egern fra forskellige egne af landet se ganske forskellige ud, selvom de tilhører samme art.
Det røde egern er den farvevariant, som de fleste forbinder med det danske skovlandskab. Det har ofte en varm, rødbrun pels på ryggen og siderne, en lys bug og små hårduske på ørerne, især i vinterhalvåret. Farven kan variere fra lys orange til mørkere kastanjebrun, og nogle dyr har en mere brunlig pels end andre. Det er netop denne variation, der gør det interessant at betragte egern på forskellige årstider og i forskellige skovområder. Pelsen kan også ændre udseende i takt med årstiderne, så dyret fremstår lidt anderledes om vinteren end om sommeren.
Det sorte egern er mindst lige så interessant. Det kan have en meget mørk pels, der næsten virker sort i skovens skygger. Hos nogle dyr er bugen tydeligt hvid, mens andre har mere brunlige nuancer. Sorte egern er især kendt fra Fyn, hvor der findes bestande med mange mørke dyr. Historien om de danske egern er dog ikke helt enkel, fordi dyr gennem tiden er blevet flyttet og udsat forskellige steder, og bestande med forskellig oprindelse har blandet sig. Det er derfor ikke altid muligt at forklare et egerns farve alene ud fra det sted, hvor man møder det.
På Bornholm findes desuden en særlig underart af det almindelige egern. De bornholmske dyr kan adskille sig fra egern på resten af landet i både størrelse og pelsfarve og har en særlig plads i fortællingen om den danske natur. Der findes også et gråt egern, som stammer fra Nordamerika, og som er blevet udbredt i dele af Europa. I Storbritannien har det grå egern blandt andet skabt problemer for det hjemmehørende røde egern. Det grå egern regnes dog ikke som en almindelig, etableret art i den danske natur. Når vi ser et rødt, brunt eller sort egern på en dansk skovtur, er det derfor som regel det velkendte almindelige egern i en af sine mange farvevarianter.
Egernet er først og fremmest et trælevende dyr. Det opholder sig meget af tiden i træerne, hvor det finder føde, søger skjul og bevæger sig rundt i sit område. Skoven er derfor ikke blot et sted, hvor egernet bor. Den er nærmest en hel verden i sig selv. Fra vores perspektiv kan skoven virke som et område med stier, træstammer, buske og en skovbund dækket af blade. For egernet er den også et tredimensionelt landskab af grene, stammer, små passager og skjulte opholdssteder. Et gammelt bøgetræ kan give adgang til frø og nødder, mens en tæt gran kan tilbyde et godt sted at bygge rede. Sammenhængende trækroner giver mulighed for at bevæge sig rundt uden hele tiden at skulle ned på jorden.
Egernet findes ikke kun i store, tætte skove. Det kan også leve i parker, større haver og bynære skovområder, hvis der er tilstrækkeligt med træer, føde og egnede steder at bygge rede. Nogle egern vænner sig efterhånden til mennesker, især i parker, hvor folk færdes dagligt. Det kan gøre dem lettere at få øje på, og nogle gange kan man opleve et egern sidde ganske roligt på en lav gren, mens mennesker passerer på stien nedenunder. Men selv et egern, der virker tillidsfuldt, er et vildt dyr, som har brug for at kunne trække sig tilbage, når det ønsker det. Dets naturlige forsigtighed er en vigtig del af dets evne til at overleve.
Det er svært at forestille sig et egern uden dets store, buskede hale. Den er så karakteristisk, at den næsten er blevet selve symbolet på dyret. Men halen er ikke kun dekorativ. Når egernet springer mellem grenene, hjælper halen med at holde balancen og styre bevægelserne. Den fungerer som en modvægt, når dyret ændrer retning, og bidrager til, at det kan bevæge sig sikkert gennem trækronerne. Halen hjælper også med at holde på varmen. Når egernet hviler sig, kan det lægge halen hen over ryggen eller rundt om kroppen, så den beskytter mod kulden. Desuden indgår halen i egernets kropssprog, og dens bevægelser kan være med til at vise, at dyret er opmærksomt eller uroligt.
Egernet er især glad for frø, nødder og andre plantedele. Koglefrø fra gran og fyr spiller en vigtig rolle i mange egerns kost, og dyret spiser også hasselnødder, bog, agern, frugter, bær og svampe. Føden varierer efter årstiden og efter, hvad der er tilgængeligt i det område, hvor egernet lever. I nogle perioder er der rigeligt med frø, mens andre perioder kræver, at det leder mere efter mad. Egernet bruger derfor en stor del af sin tid på at undersøge omgivelserne og udnytte de muligheder, skoven byder på. Det er en flittig samler, som hele tiden må være opmærksom på, hvor den næste gode mundfuld kan findes.
En af de mest charmerende scener i naturen er synet af et egern, der sidder på bagbenene og holder en nød mellem forpoterne. Det drejer og undersøger nødden, inden det begynder at gnave i skallen. De små forpoter fungerer næsten som hænder, og det er let at forstå, hvorfor mange mennesker synes, at egernet virker så menneskeligt i sine bevægelser. Alligevel er der tale om en gnaver med en særlig anatomi. Egernets fortænder vokser gennem hele livet, og det er derfor nødvendigt for dyret at gnave regelmæssigt, så tænderne slides. Egernet kan også spise insekter og larver, og i sjældnere tilfælde kan det tage fugleæg eller små fugleunger. Det er altså ikke udelukkende planteædende, selvom planteføde udgør hovedparten af kosten.
Når vi går gennem skoven, kan vi undertiden finde spor efter egernets måltider. En afgnavet grankogle eller en samling nøddeskaller ved foden af et træ kan afsløre, at der har været et egern på besøg. Koglerne kan være flænset op, så de enkelte skæl står tilbage, efter at egernet har fået fat i frøene. Det er små tegn på et liv, som vi ikke altid selv får øje på. Vi behøver derfor ikke nødvendigvis at se dyret direkte for at opdage, at det har været der. Når vi lærer at lægge mærke til den slags spor, bliver skovturen også en mulighed for at undersøge naturen lidt nærmere og opdage sammenhænge, som ellers let går ubemærket hen.
En af egernets mest interessante vaner er, at det gemmer mad til senere. Når der er rigeligt med nødder og frø, samler egernet ofte et forråd. Det kan gemme fødeemner flere forskellige steder, eksempelvis i jorden, under blade eller i sprækker i træer. Det er en fornuftig strategi, fordi dyret ikke ved præcis, hvordan fødeforholdene bliver i de kommende uger og måneder. Ved at gemme mad kan det vende tilbage til sine forråd, når det bliver vanskeligere at finde noget spiseligt. Man kan næsten forestille sig et lille lager fordelt over hele skoven, hvor egernet samler, flytter, gemmer og vender tilbage til de steder, hvor det forventer at finde noget.
Det sker dog, at et gemt forråd bliver glemt eller ikke bliver spist. Nogle af de frø og nødder, der ligger tilbage i jorden, kan senere spire og blive til nye planter. Egernet er ikke det eneste dyr, der bidrager til spredningen af frø, men dets vane med at gemme føde kan være med til at påvirke skovens naturlige fornyelse. Det lille dyr forsøger ganske enkelt at sikre sin egen overlevelse, men dets adfærd kan samtidig komme andre dele af naturen til gode. Det er et fint eksempel på, hvordan dyr og planter indgår i et samspil, hvor handlinger, der gavner én art, også kan få betydning for andre. Naturen er fuld af den slags forbindelser, som tilsammen er med til at holde økosystemerne levende.
Egernet har brug for et trygt sted, hvor det kan hvile sig, søge ly for vejret og opfostre sine unger. Derfor bygger det reder, som ofte ligger godt skjult højt oppe i et træ. Reden kan være rund eller kugleformet og består af grene, kviste og andet plantemateriale. Indvendigt bliver den foret med blødere materialer, eksempelvis mos, græs, blade og hår, som hjælper med at holde på varmen. Egernet kan også benytte hulrum i træer, hvis der findes egnede steder. Tætte grene og træernes naturlige skjul giver beskyttelse mod vind, regn og nogle af de rovdyr, der lever i skoven. Det kan være svært at få øje på en egernrede, fordi den ofte er godt camoufleret mellem grenene.
En rede er ikke nødvendigvis det eneste sted, egernet opholder sig. Det kan have flere reder i sit område og skifte mellem dem alt efter vejr, årstid og behov. Nogle bruges især til hvile, mens andre har særlig betydning i forbindelse med yngel og kolde perioder. Hvis vi finder en mulig egernrede under en skovtur, er det bedst at betragte den på afstand. En stor samling kviste højt oppe i et træ kan vække nysgerrigheden, men det er ikke altid muligt at afgøre, hvilket dyr der har bygget den, alene ud fra udseendet. For egernet er reden et vigtigt fristed, og især i yngletiden er det vigtigt, at vi undgår at forstyrre dyrene.
Egernet er aktivt om dagen og holder sig normalt i ro om natten. Dets aktivitetsmønster ændrer sig dog med årstiden, temperaturen og tilgængeligheden af føde. Om foråret begynder skoven langsomt at vågne. Træerne springer ud, lyset vender tilbage, og der opstår nye muligheder for at finde føde. Sommeren byder på lange dage og mange muligheder for at bevæge sig rundt mellem grenene, mens efteråret giver adgang til nødder, bog, agern og andre frø. Efteråret er derfor en oplagt årstid til at holde øje med egern, fordi de kan være travlt beskæftigede med at samle og gemme føde. De faldne blade kan samtidig gøre det lettere at få øje på deres bevægelser på jorden.
Vinteren stiller andre krav til egernet. Føden kan være vanskeligere at finde, og kulden gør det vigtigt at spare på energien. Men egernet går ikke i egentlig vinterdvale. På milde vinterdage kan det stadig komme frem og lede efter sine gemte forråd. I meget koldt eller blæsende vejr kan det blive i reden i længere perioder, indtil forholdene igen bliver mere gunstige. Hvis egernet ikke viser sig på en vintertur, betyder det derfor ikke nødvendigvis, at det er forsvundet fra området. Det kan blot være i gang med at spare på kræfterne. Hver årstid stiller sine egne krav til dyret, og egernets evne til at tilpasse sin adfærd er en vigtig del af dets overlevelse.
Det er let at blive betaget af et voksent egern, men forestillingen om de små egernunger er næsten endnu mere charmerende. Egernet kan få unger i løbet af året, og nogle hunner kan få mere end ét kuld. Antallet varierer, men et kuld består ofte af flere unger. De bliver født i reden og er i begyndelsen meget hjælpeløse. De nyfødte unger er små, blinde og uden en fuldt udviklet pels. Moderen passer dem og sørger for, at de får den mælk, de har brug for. Efterhånden vokser de, får pels og åbner øjnene, og senere begynder de at undersøge verden uden for reden. I takt med at ungerne bliver større, udvikler de evner til at klatre, springe og finde føde.
Moderen spiller en vigtig rolle i denne periode og sørger for ungerne, indtil de er tilstrækkeligt udviklede til at blive selvstændige. Hvis vi er heldige at se et ungt egern i skoven, kan det være en stor oplevelse. De små dyr kan virke mere usikre i deres bevægelser, mens de lærer at bruge grenene og finde rundt i deres omgivelser. Men her er det vigtigt at lade naturen passe sig selv. En unge, der befinder sig på jorden, er ikke nødvendigvis forladt. Den kan være i gang med at udforske omgivelserne, mens moderen opholder sig i nærheden. Vi bør derfor ikke automatisk samle en unge op eller tage den med hjem. Hvis et dyr tydeligvis er skadet eller befinder sig i en situation, hvor det er i fare, kan man søge råd hos en relevant vildtplejeinstans.
Selvom egernet er hurtigt og dygtigt til at klatre, er det ikke uden fjender. Blandt de naturlige trusler er forskellige rovdyr, herunder skovmår, ræv og rovfugle. Risikoen afhænger blandt andet af, hvor egernet befinder sig, og hvilke dyr der lever i området. Egernets evne til at reagere hurtigt og søge op i træerne er en vigtig del af dets forsvar. Det kan forsvinde mellem grenene på få sekunder, men naturen er ikke uden farer, og ikke alle egern overlever til voksenalderen. Fødemangel, sygdom, hårdt vejr og rovdyr er blandt de forhold, der påvirker deres muligheder for at klare sig.
Egernet er samtidig en del af fødekæden. Det lever af frø, nødder og andre fødeemner, men kan selv blive føde for andre dyr. På den måde indgår det i et større kredsløb, hvor forskellige arter påvirker hinandens liv. Vi kan godt føle sympati for det lille egern og håbe, at det klarer sig godt, men naturen fungerer ikke efter menneskers forestilling om, at alle dyr skal være beskyttet mod enhver fare. Et velfungerende naturområde rummer både byttedyr og rovdyr. Vores opgave er ikke at styre alle disse forhold, men at værne om de levesteder, som dyrene er afhængige af. Skove med forskellige træarter, gamle træer, skjulesteder og adgang til føde er vigtige for egernet og mange andre skovdyr.
Der er noget ganske særligt ved at møde et egern på nært hold. Måske opdager du det først som en bevægelse i øjenkrogen. Måske hører du en let raslen i bladene eller ser en lille skikkelse løbe op ad en træstamme. Hvis du gerne vil opleve egern, kan du med fordel besøge større skove, parker og andre grønne områder med mange træer. Det er ofte lettere at få øje på dem tidligere på dagen, hvor de kan være aktive og søge efter føde. Gå langsomt, og prøv at undgå pludselige bevægelser. Hvis du får øje på et egern, så stands op og betragt det på afstand. Måske bliver det siddende, måske undersøger det en gren, eller måske forsvinder det hurtigt mellem træerne. Det sidste er også en del af oplevelsen, for vi kan ikke bestemme, hvor længe et vildt dyr bliver hos os.
Det er fristende at forsøge at lokke et egern tættere på med mad, men det bedste udgangspunkt er at lade det finde sin naturlige føde. Undgå især at give det saltede, sødede eller forarbejdede fødevarer. Vi skal også undgå at forsøge at røre ved egernet. Selvom det ser sødt og tillidsfuldt ud, kan det blive forskrækket og bide eller kradse, hvis det føler sig truet. Det har desuden brug for at bevare sin naturlige forsigtighed over for mennesker. Et godt møde med et egern handler derfor ikke om at komme så tæt på som muligt, men om at skabe en situation, hvor vi kan betragte dyret uden at forstyrre det. Tålmodighed er ofte den bedste vej til en god naturoplevelse.
Egernet er et af de dyr, som mange af os kender fra barndommens skovture, fra parker eller fra haven. Alligevel kan det overraske os igen og igen. Det kan være den måde, det holder en nød mellem poterne på, den elegante bevægelse op ad en træstamme eller det pludselige spring mellem to grene. Måske er det netop kombinationen af det nuttede udseende og den vilde natur, der gør egernet så fascinerende. Det virker bekendt, men lever samtidig et liv, som vi kun får små glimt af. Egernet er ikke blot et charmerende indslag i skovens landskab. Det er et levende dyr med sine egne behov, sin egen adfærd og sin egen plads i naturen.
Når vi går gennem skoven, har vi ofte et mål. Vi skal nå en bestemt sti, gå en bestemt distance eller komme tilbage på et bestemt tidspunkt. Men egernet kan minde os om værdien af at standse op. En lille bevægelse i et træ kan være nok til at få os til at se nærmere på omgivelserne. Pludselig opdager vi måske også en spætte, en svamp, et gammelt træ eller lyset, der falder mellem grenene. På den måde kan mødet med ét lille dyr åbne vores opmærksomhed for en hel verden. Vi bliver mindet om, at naturen ikke kun findes i store landskaber og fjerne skove, men også i de små øjeblikke, vi oplever på en helt almindelig gåtur.
Næste gang du går en tur i en dansk skov, så kig lidt ekstra op i træerne. Måske sidder der et egern på en gren og følger med i, hvad der sker nedenfor. Måske ser du det kun et kort øjeblik, før det springer videre. Men måske er det lille møde netop det, der gør din skovtur til noget særligt. For naturens glæder behøver ikke være store eller sjældne. Nogle gange findes de i et lille dyr med en busket hale, der minder os om, hvor meget liv der gemmer sig lige omkring os, og hvor meget vi kan opleve, når vi giver os tid til at se efter.