Jonas Vingegaards exit fra Tour de France var brutal i sin enkelhed. Et sving, et forhjul, der mistede grebet, og et brækket kraveben. På få sekunder var flere måneders forberedelse og drømmen om endnu en stor Tour-præstation forbi.
Det interessante er ikke kun selve styrtet. Det interessante er også den måde, ansvaret bagefter bliver fordelt på – eller måske snarere opløst.
Den forreste mand har et særligt ansvar
Visma-Lease a Bike lå samlet på række, da rytterne nærmede sig den afgørende passage. Victor Campenaerts lå forrest, mens Jonas Vingegaard fulgte længere tilbage i holdets formation.
Når et cykelhold ligger på række med høj fart, er den forreste rytter ikke kun den, der tager vinden. Han er også holdets øjne. Han vurderer vejen, vælger linjen og bestemmer i høj grad, hvor hurtigt holdkammeraterne bliver ført ind i sving, rundkørsler og andre vanskelige passager.
Det betyder ikke nødvendigvis, at Campenaerts alene var skyld i styrtet. En professionel cykelrytter har naturligvis også ansvar for sin egen cykel, sin afstand og sin placering. Men når man ligger forrest og fører sin kaptajn frem, har man et særligt ansvar for at aflæse vejen og sænke farten i tide.
Derfor er det rimeligt at spørge, om Visma-holdet blev ført for hurtigt ind i passagen. Burde Campenaerts have bremset tidligere? Burde han have markeret faren tydeligere? Burde han have valgt en mere forsigtig linje?
Det er spørgsmål, Jonas Vingegaard ikke ønsker at stille offentligt.
Den pæne mand beskytter holdkammeraten
Jonas Vingegaard vil ikke give Victor Campenaerts skylden. Det passer godt til det billede, vi gennem årene har fået af danskeren. Han er den pæne mand. Den loyale kaptajn. En rytter, der sjældent udstiller andre eller forsøger at redde sig selv ved at skubbe en holdkammerat ind foran kritikken.
Det er på mange måder sympatisk.
Campenaerts har arbejdet hårdt for Vingegaard. Han har ofret egne muligheder og brugt sine kræfter på at hjælpe sin kaptajn. Vingegaard ved naturligvis, at et cykelhold bygger på loyalitet. Man skal kunne stole på hinanden, også efter at noget er gået galt.
Derfor taler Vingegaard om, at vi måske kom for hurtigt ind i passagen. Ansvaret bliver kollektivt. Det lille ord “vi” beskytter den enkelte.
Campenaerts bliver ikke manden, der førte holdet ind i svinget. Han bliver blot en del af en samlet gruppe, hvor alle og ingen på samme tid bærer ansvaret.
Det er smukt som kammeratskab. Men spørgsmålet er, om det også er helt retvisende.
Dopingkontrollen klokken to om natten
Natten før styrtet blev Jonas Vingegaard vækket omkring klokken to for at gennemføre en dopingkontrol. Det forstyrrede hans søvn og dermed også den restitution, der er så vigtig under et langt og krævende etapeløb.
Vingegaard har ikke direkte sagt, at dopingkontrollen var årsagen til styrtet. Men han har nævnt den. Dermed bliver muligheden alligevel plantet: Måske var han ikke helt så frisk og koncentreret, som han ellers ville have været.
Det er ikke en urimelig tanke. Søvnmangel kan påvirke koncentration, reaktionsevne og dømmekraft. I et cykelløb, hvor rytterne bevæger sig med høj fart og ofte kun har et øjeblik til at reagere, kan selv en lille mental træthed få betydning.
Men dopingkontrollen er også en bekvem forklaring.
Den har intet ansigt. Den sidder ikke med ved holdets middagsbord. Den skal ikke hjælpe Vingegaard på næste bjergetape. Den har ingen følelser, der kan såres, og ingen relation til kaptajnen, der risikerer at blive ødelagt.
Man kan placere en del af ansvaret dér, uden at det gør ondt på holdet.
Motorcyklen som den sikre syndebuk
Også motorcyklen foran rytterne er blevet en del af forklaringen. Ifølge kritikken bremsede motorcyklen uheldigt eller skabte uro i passagen. Vingegaard langede efterfølgende ud efter motorcyklen og pegede på dens rolle i situationen.
Motorcyklen er næsten den perfekte syndebuk.
Den er uden for holdet. Den er ikke en nær ven eller holdkammerat. Den har ingen plads i Visma-bussen og skal ikke beskyttes af det interne fællesskab. Kritikken kan sendes i dens retning, uden at der opstår en konflikt mellem rytterne.
Det betyder ikke, at motorcyklen var uden betydning. Et pludseligt temposkift foran feltet kan skabe en farlig kædereaktion. Men ved at lægge vægt på motorcyklen flyttes opmærksomheden væk fra spørgsmålet om, hvorvidt holdets egen forreste rytter reagerede hurtigt nok.
Ansvaret bliver skubbet ud af holdet og placeret et sted, hvor det ikke rammer nogen af de mennesker, Vingegaard fortsat skal arbejde sammen med.
Ansvaret forsvinder mellem forklaringerne
Der findes sjældent kun én årsag til et styrt. Høj fart, dårlig vejføring, en motorcykel, en vanskelig rundkørsel, manglende søvn og rytternes egne beslutninger kan alle have spillet en rolle.
Det er derfor for enkelt at sige, at Victor Campenaerts alene var skyld i Vingegaards styrt. Men det er også for enkelt helt at se bort fra hans ansvar som forreste mand.
Det er netop her, Vingegaards pænhed bliver interessant.
Han lyver ikke nødvendigvis. Han forsøger måske heller ikke bevidst at bortforklare noget. Han fordeler blot ansvaret på en måde, der beskytter fællesskabet. Dopingkontrollen får en del. Motorcyklen får en del. Vejens udformning får en del. Situationen får en del.
Til sidst er ansvaret blevet delt i så mange små stykker, at ingen på holdet behøver at stå med det i hænderne.
Pænhed kan også blive en tåge
Der er noget grundlæggende sympatisk ved, at Jonas Vingegaard ikke hænger sin holdkammerat ud i medierne. Han kunne let have peget på Campenaerts og sagt, at den forreste mand kørte for hurtigt. Det ville måske have lettet presset på ham selv, men samtidig have skabt uro og mistillid på holdet.
Det vælger han ikke at gøre.
Men der er forskel på at udstille en holdkammerat og på ærligt at undersøge, om der blev begået en fejl. Et professionelt cykelhold må internt kunne tale om, hvorvidt tempoet var for højt, om kommunikationen svigtede, og om den forreste rytter burde have reageret anderledes.
At placere ansvar er ikke altid det samme som at udpege en skurk. Ansvar kan også bruges til at lære og forhindre, at den samme fejl gentager sig.
Jonas Vingegaard er måske så loyal, at han hellere accepterer en uklar forklaring end risikerer at skade en holdkammerat, der har slidt og kæmpet for ham.
Det gør ham til en pæn mand.
Men pænhed kan også blive en tåge, der lægger sig over det mest ubehagelige spørgsmål:
Kørte Victor Campenaerts som forreste mand holdet for hurtigt ind i passagen, og burde han have bremset tidligere?
Det spørgsmål forsvinder ikke, blot fordi ansvaret bliver sendt hen til dopingkontrollen, motorcyklen og de ydre omstændigheder.
Det bliver bare placeret et sted, hvor det ikke gør helt så ondt.
